Arbejdsskader under julefrokosten
Uheld sket under julefrokosten kan anerkendes som en arbejdsulykke - også selv om medarbejderen er beruset.
Hvis julefrokosten er arrangeret af virksomheden, anser Arbejdsskadestyrelsen skader sket under den "officielle" del af arrangementet, som en arbejdsskade.
Privat efterfest ikke dækket
Med den "officielle del" mener Arbejdsskadestyrelsen, den del af julefrokosten, der er arrangeret af virksomheden.
Hvis ulykken sker under en "mere privat" fortsættelse af festen, er den ikke omfattet af Arbejdsskadeforsikringsloven.
Tidspunkt og sted uden betydning
Det har ikke betydning for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, at julefrokosten foregår uden for almindelig arbejdstid, da dette er nødvendigt i mange virksomheder af hensyn til produktionen.
Det er også underordnet om julefrokosten foregår på virksomhedens adresse eller f.eks. på en restaurant.
Det afgørende er om julefrokosten afholdes i virksomhedens regi.
Intet krav at være ædru
Ved nogle julefrokoster indtages der betydelige mængder spiritus, men beruselse kan normalt ikke forhindre medarbejderen i at få anerkendt sin skade som en arbejdsskade.
Undtagelsen er, hvis der er tale om helt vanvittige handlinger som følge af ekstrem beruselse.