Ydelser til dig og dine lærlinge fra TSU
I Transportsektorens Uddannelsesfond, som ATL og 3F står bag, er parterne nået til enighed om et helt katalog af ydelser til dig og dine lærlinge. Den opnåede enighed skal ses i lyset af, at begge parter i årevis har arbejdet for at ATL området skal blive et faglært erhverv.
Kataloget af ydelser fra TSU til dig og dine lærlinge indeholder følgende elementer :
Lærlingebonus på kr. 10.000,-
Ordningen omfatter medlemsvirksomheder, der tager ungdomslærlinge i perioden fra 2005 til 2010. Den aftalte bonus udbetales til dig, når din lærling har fået sit svendebrev.
Det er en forudsætning:
- at lærlingen gennemgår en erhvervsfaglig grunduddannelse inden for transportområdet
- at lærlingeforholdet er indgået/indgås i tidsrummet 2005 til og med 2011,
- lærlingen skal være under 25 år på dagen for uddannelsesaftalens underskrivelse, ligesom kontraktperioden skal være på minimum 2 år.
Bonussen kan søges ved at indsende kopi af svendebrevet til ATL.
Bemærk, at der også kan søges om bonus og præmie fra AER på op til 70.000 kr. Det gælder for både unge og voksne lærlinge, og det kan man få, når man underskriver en uddannelsesaftale. Se mere under rubrikken Økonomi til venstre.
Bogpakke til din lærling
TSU betaler i øvrigt for de bøger, som din lærling har brug for under sin uddannelse. Bøgerne rekvireres gennem TUR - Transporterhvervets Uddannelsesråd. Kontakt TUR på telefon 3587 8700 – eller download ansøgningsskema til højre.
Refusion af udgifter til studietur
Fonden yder også støtte i form af refusion af omkostninger ved deltagelse i obligatorisk studietur. Støttebeløbet er pt. fastsat til kr. 3.500,00, idet støtten dog ikke kan overstige faktiske udgifter til rejse og ophold.
Refusion af svendeprøvegebyr
TSU refunderer også svendeprøvegebyr.
Hvad er Transportsektorens Uddannelsesfond / TSU ?
TSU, der er stiftet af overenskomstparterne, har til formål at fremme og udvikle uddannelser og uddannelsesniveauet inden for transportområdet med særligt henblik på at sikre den fremtidige arbejdskraft med tilstrækkelige almene faglige kvalifikationer, derunder at udvikle og afprøve uddannelser, der endnu ikke eksisterer i det traditionelle uddannelsessystem.
TSU har finansieret udviklingen af brug af lastbilsimulatorer i undervisningen, bl.a. gennem oprettelsen af TSU Simulatorcenter, som nu er nedlagt. Lastbilsimulatorerne kan nu findes på transportskolerne TEC Hvidovre, Aarhus TEC, AMU Nordjylland og AMU Fyn. På disse skoler kan der nu tilbydes simulatorundervisning af høj kvalitet, som bygger på de erfaringer, TSU har stået i spidsen for at udvikle. AMU Nordjylland og AMU Fyn har mobile simulatorer, som kan rykke ud på din virksomhed.
Virksomheden er efter ATL's overenskomst med 3 F forpligtet til at betale 25 øre pr. præsteret arbejdstime til Transportsektorens Uddannelsesfond. Bestyrelsen har dog besluttet, at der ikke bidrages til fonden i 2010.
Det bemærkes, at for virksomheder, der har tiltrådt ATL's overenskomst med 3F og som ikke er medlem af en arbejdsgiverforening under Dansk Arbejdsgiverforening, er bidraget 55 øre pr. præsteret arbejdstime.