På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Medarbejdere hos DSV skal lære at læse og skrive

Nogle af DSV’s terminalmedarbejdere har svært ved at læse, skrive og stave. Derfor får de i Hedehusene nu et tilbud om at komme på læse-  og stavekursus i arbejdstiden. Ønsket er at give medarbejderne mere selvtillid og bedre livskvalitet. Men det kan også være med til at knytte medarbejderne tættere til virksomheden.


Tirsdag eftermiddag ruller en pølsevogn ind på DSV’s terminal i Hedehusene. Og mens terminalmedarbejderne spiser en ristet med det hele, bliver de præsenteret for et interessant tilbud. I den kommende vinter kan de komme på kursus i arbejdstiden, så de bliver bedre til at læse, skrive og stave.

-  Vi ved, at en del medarbejdere på vores terminal har svært ved at læse og skrive. Og det er noget, som flere af dem er flove over.  Vi håber, at vi kan få dem ud af busken ved at tale åbent om det, så de tager i mod tilbuddet om at komme på kursus, siger Jan Mølgaard Nystrup, der er HR Business partner hos DSV.

Kurset varer 8-10 uger, hvor deltagerne får undervisning i dansk og forskellige digitale værktøjer, som de kan bruge, når de skal læse, stave og skrive.

Bedre livskvalitet
På terminalen i Hedehusene er der omkring 50 medarbejdere, som arbejder i treholdsskift. Mange kører med gaffeltrucks, hvor de får opgaverne udleveret digitalt på en skærm. Hvis terminalmedarbejderen har svært ved at læse, kan det for eksempel ende med, at lastbilen bliver pakket forkert.

 DSV kan altså få gavn af, at medarbejderne bliver bedre til at læse og skrive. Men kurset oprettes først og fremmest for medarbejdernes egen skyld, understreger Jan Mølgaard Nystrup.

- Hvis man er flov over ikke at kunne læse, er det med til at forringe livskvaliteten. Derfor vil vi gerne give medarbejderne denne mulighed, siger han.

For DSV handler det også om at skabe stærkere bånd mellem medarbejdere og virksomheden. Og det kan der være god grund til.

Stærkere bånd til DSV
- Vi ved alle, at det er svært at finde nye medarbejdere. Derfor er det fornuftigt at holde på dem, man allerede har i virksomheden. Hvis man med disse sprogkurser får bedre og mere tilfredse medarbejdere, og sikrer en højere grad af fatsholdelse, er det kun godt, siger Lars William Wesch, direktør i ATL.

Første gang DSV tilbød et lignende kursus til medarbejderne var der syv som deltog og gennemførte. Kurset var ifølge Jan Mølgaard Nystrup en stor succes.

- Jeg håber, at vi senere kan udvide kurset til vores lastbilchauffører og de timelønnede medarbejdere på terminalen i Horsens. Det skulle gerne blive en del af vores løbende udvikling, siger han.

Transportens Udviklingsfond har tidligere støttet ”projekt basis”, hvor medarbejdere på virksomhederne blev screenet for deres evner til at læse og skrive. En del medarbejdere blev derefter tilbudt at deltage på sprogkurser.

 

Kontakt image
Branchedirektør
Tlf: +45 3377 4831
Mobil: +45 4061 2007
E-mail: lwhdi.dk
PUBLICERET: 12-09-2017 OPDATERET: 12-09-2017