På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Årets ord er lærepladsgaranti

Nytårskommentar af Peter B. Jepsen, formand for ATL

Ved årets udgang kårer Dansk Sprognævn traditionen tro årets ord. Det er et ord, der har haft en særlig betydning i løbet af året eller rummer sin egen historie. I år faldt valget på ”hvidvask”. Det var i skarp konkurrence med ord som ”puttemiddag” og ”plantekød”.

Hvis jeg skal pege på årets ord i transportsektoren, står valget mellem to – ”lærepladsgaranti” og ”filippiner-sagen”. Det er to ord, der har sat dagsordenen i 2018 og vil gøre det igen i det kommende år.

Lærepladsgarantien blev introduceret af ATL i begyndelsen af året. Som ordet antyder, garanterer vi alle, som ønsker at arbejde som chauffør, en læreplads. Det er et afgørende løfte og et vigtigt signal.

Job i transport-kampagnen under Transportens Udviklingsfond har længe gjort et stort arbejde for at fortælle unge om, hvad det vil sige at arbejde som chauffør. Der er så stor interesse for kampagnen, at den er blevet forlænget i flere omgange.

Med lærepladsgarantien åbner vi armene for dem, som beslutter sig for at arbejde i transportsektoren. Vi har brug for alle, hvis vi skal undgå alvorlig mangel på arbejdskraft i de kommende år.

Vi kan nu begynde at aflæse resultatet af indsatsen i tallene. Der er på det seneste sket en svag stigning i antallet af unge, der uddanner sig til chauffør. Det er flot, da der er en hård kamp om de unges opmærksomhed i disse år. Jeg håber, at stigningen vil fortsætte i det kommende år. Det vil være godt for os alle sammen.

”Filippiner-sagen” er årets negative ord og behøver vist ikke nærmere introduktion. Sagen fra Kurt Beier Transport i Padborg har kastet en skygge over vores branche og skadet os alle.

Vi har taget kraftigt afstand fra de kummerlige forhold, som virksomheden har tilbudt en gruppe filippinske chauffører i Padborg.

Der ligger nu en meget klar beslutning vedtaget af et enigt folketing, hvor regeringen er blevet pålagt at sikre ordnede forhold inden for cabotagekørsel, tredjelandskørsel og kombitransporter. De kommende måneder vil vise, hvilke konsekvenser sagen vil få på længere sigt. Der er ingen tvivl om, at det er stramninger af reglerne og øget kontrol, der er på den politiske dagsorden.

I ATL arbejder vi for, at der er ordnede forhold i branchen. Vi kan begynde med at stille krav til hinanden, udvise kollegial adfærd og leve op til de standarder, som alle, der ønsker branchen en fremtid, forventer.  

Det er forudsætningen for at få flere dygtige folk ind i vores branche.

2019 bliver et travlt og spændende år. Godt nytår.

Kontakt os alle hverdage ml. 8-17
Tlf: +45 33 77 47 27
Mail: atldi.dk
PUBLISHED: 04-01-2019 LAST MODIFIED: 04-01-2019